Hjallerup Antenneforening afholdt Generalforsamling på Hjallerup Kro Kl. 19.30 D. 27.4.2011
Velkomst:
Gert Poulsen
Valgt dirigent:
Advokat Asbjørn Hansen
Dirigent gennemgår dagsorden:
Bestyrelsens beretning:
v/Gert Poulsen.
Straks efter sidste Generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig således:
Jørgen Nielsen (næstformand), Jesper Jensen (sekretær), Arne Tarp, Orla Olesen (kasserer) Gert Poulsen (formand)
Der var som sagt udskiftning i bestyrelsen, ny var Arne Tarp, det betød så også at vi efter 24 år sagde farvel til Preben Christensen, Preben blev udnævnt til æresmedlem som tak for arbejdet over de mange år i bestyrelsen, og det betyder at Preben ikke skal betale kontingent fremover.
I 2010 har vi igen haft nok at se til, og det skyldes ikke mindst overgang til 3 tv-pakker, der var en masse filtre som skulle skiftes, ca. 200 medlemmer har pakke 1 og ca.165 medlemmer har pakke 2, og ca.1100 medlemmer har pakke 3, det ser ud til at der er tilfredshed med valget af de forskellige kanaler i pakkerne.
Vi har også en fordels aftale med Stofa hermed har I mulighed for at gøre brug af Internet til Danmarks pt. højeste hastighed 111/11Mbit og de sidste nye tiltag er Web-tv, nu kan du se tv på din PC eller Smartphone, hvis din hastighed er mindst 8 Mbit, billig telefonabonnement og 5 GB online Disk er også muligt, kort sagt sker der løbende forbedringer så Hjallerup Antenneforening er med helt fremme.
Når det er sagt, ved vi også at der kan være mange årsager til at man oplever at Internettet ikke virker, eller det kører langsomt, hvis det er et vedvarende problem, print evt. en hastighedsmåling ud, så Stofa kan se det. Vi holder i øvrigt kvartals møder med Stofa, for ligesom at følge op på evt. fejl og sikre alt er i orden.
Når vi har fejl på vores antennenet så skyldes det ofte, hvis en kanal mangler, at kortet skal opdateres, og det kan tage noget tid nogle gange, særlig hvis det ender med vi skal have et nyt kort tilsendt.
Andre gange kan fejlen være at udstyret bliver for varmt og lukker ned, vi har med flere aircondition gjort meget for at sikre en lav temperatur i hovedstationen, men typisk er det de små blæsere som sidder i modtagerne som brænder sammen, men det må vi tage med, for trods alt er det jo mange timer døgnet rundt, året rundt at udstyret kører.
Vi oplever også at de fleste fejl hjemme hos medlemmerne, simpelt hen skyldes for dårlig samlinger, dårlige kabler og ikke mindst plastikstik, tag nu og smid de gl. grå stik ud og brug nogle hf-tætte metalstik, og har I flere fladskærme i hjemmet skal en god antenneforstærker måske bruges.
Vi har også talt med mange i forbindelse med at de skulle søge efter kanaler, indrømmet det kan være svært, men lad være med at være bange for knapperne på fjernbetjeningen, heldigvis lykkedes det som regel, nogle fladskærme kræver evt. nogle tekniske oplysninger, dette står på vores hjemmeside. Og mens vi er på hjemmesiden så skulle alle relevante oplysninger være tilgængelige, vi var ude for at hjemmesiden var blevet hacket, det skulle den være nogenlunde sikret imod.
Er der noget info I mangler så er I også meget velkommen til at ringe.
I 2010 havde vi også 30 års Jubilæum, det betød at vi betalte lidt ekstra for at få HD-kvalitet på de kanaler som viste VM i fodbold og senere på året deltog vi i Open by night hvor der var vin, digitalt kamera, lydanlæg, samt en fladskærm at dyste om, selv om der var koldt så var der en masse mennesker samlet i Centret.
Lidt om hvad vi forventer der sker i fremtiden.
Tilslutningspligten er afskaffet i nye lokalplaner, og på sigt forsvinder den fra de nuværende lokalplaner, det kan fremover få indflydelse på hvor meget kabel vi skal grave ned.
I bestyrelsen forsøger vi altid at levere det I ønsker og til fornuftige priser, vi deltager også i forskellige messer mv. for at sikre vi har kendskab til den tekniske udvikling.
Vi overvejer om vi skal holde en info-aften her til efteråret, så kan I se hvad vi kan tilbyde, og ikke mindst svare på de spørgsmål som måske ikke er så velegnet på en generalforsamling.
Næste vejledende brugerafstemning forventes i forår 2012, de forskellige tv-kanaler er dyre og hvis der er nogen I ikke vil betale for er det vigtig vi er opdateret, normalt er der ca. 2 år i mellem vejledende brugerafstemning, og udgiften er ca. 7-8000 kr. Det koster noget at have de kanaler og de muligheder vi har, til gengæld så har vi også mange gode kanaler, derfor er det også vigtig at I indsender skema til bestyrelsen.
I dag udsender vi tv-kanaler på 3 forskellige måder, Analog-DVB-T- samt DVB-C, til dem der ikke ved hvad de ser, så findes vores Info-kanal kun som analog, og kan du se DR-HD så ser du DVB-C.
Januar 2012 skifter DR fra Mpeg2 til Mpeg4, vi stopper med at udsende de analoge kanaler til januar 2013, så herefter bliver det kun digital Mpeg4 signal i vores antennenet, og det betyder at de gamle tv skal have en boks for at se noget.
Det giver flere fordele, lettere fejlsøgning på 1 signal, i stedet for 3. Og det giver også mere plads til evt. HD-kanaler idet analoge kanaler fylder mere.
Vi skal selvfølgelig nok komme med mere information om dette.
Januar 2012 bliver TV2 til betalingskanal prisen bliver ca. 250 kr. årligt, og vi regner med at den bliver på sin plads i pakke 1.
Til sidst
Vil jeg rette en tak til bestyrelsen for det gode samarbejde, især Orla, som til tider har rigeligt at se til, også tak til vores revisor firma for det meget store værk, som viser et godt regnskab.
Tak for ordet
Gert Poulsen
Formand
34 Fremmødte.
Spørgsmål til beretningen, der bliver spurgt til hastigheden på Internettet. Formanden forklarer at det kan skyldes mange forskellige ting. Der bliver klaget over pixels fejl, dette er et problem i hele byen. Stofa arbejder på at løse dette.
Kasserer gennemgår årsregnskabet, der blev opkrævet 120,- pr år dette er til fordelsaftalen. Dette tages op med Stofa.
Regnskabet er godkendt. Kasserer gennemgår resultat budgettet 2011, der bliver spurgt til stigningen på annoncer, Orla forklarer at der har været en del annoncer i avisen, infomøde osv. Program afgifterne stiger og næsten alle kanaler stiger meget.
Budgettet er godkendt.
Ingen forslag er indkommet.
Valg til bestyrelsen stemmeudvalg Poul Møller og Preben Christensen.
Følgende bliver valgt til bestyrelsen: Gert Poulsen, Jesper Hejlemann Jensen, nyvalgt Jesper Pedersen.
Suppleant Jacob Barslev genvalgt og revisoren er også genvalgt.
Generalforsamling afsluttet kl. 20,45.